Føde, Husly og brændsel!

Kan I så komme ud, alle I slyngler og brødfordyrere!

Marie Nielsen – Den glemte revolutionære

DKP gjorde sit for at glemme hendes epokegørende indsats både som revolutionær politiker og som kvindepolitisk pioner. Hendes personlige integritet og ubestikkelighed gjorde, at hun alligevel blev husket af mange af dem, hun havde arbejdet sammen med. Radikaliteten i hendes holdninger gjorde hende til en forløber og oplagt inspirationskilde for den nye venstrefløj i 1970’erne. (Morten Thing)

Marie Nielsen var en central skikkelse i venstreoppossitionen  i og uden for Socialdemokratiet i 1918 og mange år efter. Leksikon.org introducer hende således:

“Nielsen (1875-1951), dansk revolutionær. Marie Nielsen var tjenestepige, tog lærereksamen i 1908 og gik samtidig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund og Socialdemokratiet, hvor hun kom til at stå på venstrefløjen. I 1916-18 var hun medlem af partiets hovedbestyrelse.

I marts 1918 brød hun med Socialdemokratiet, da hun indså, at den venstreopposition hun tilhørte, ikke kunne få nogen indflydelse på partiets politik. Sammen med en lille gruppe radikale arbejdere dannede hun Socialistisk Arbejderparti. En overgang var hun redaktør af partiets dagblad Klassekampen. Hun blev arresteret i sammenhæng med de utallige sammenstød mellem arbejderne og statsmagten i november 1918.”

Disse sammestød  var bl.a. Slaget på Grøntorvet, som var et forsøg på en general strejke og en kæmpe demonstration på det nuværende Israels Plads, som krævede en række ledende syndikalisters frigivelse, der var blevet anholdt i kølvandet på Stormen på Børsen.  Marie Nielsen arbejdede tæt sammen med Fagoppositionen Sammenslutning (syndikalisterne) for at få frigivet de politiske fanger og i 1920 meldte hun sig ind i organisationen.

Læs her politiets forhørsrapporter af Marie Nielsen fra efteråret 1918 eller nogle af hendes egne tekster og artikler samlet af Det kongelige bibliotek. Herunder kan du læse Morten Things baggrunds-artikel om hende fra kvinfo’s kvindebiografiske leksikon:

Marie Nielsen

1875-1951, lærer, politiker.

*23.12.1875 i Nørre Herlev sg., †4.4.1951 i Kbh.

Forældre: husmand Peder N. (1836-1910) og Ane Marie Tygesen (1839-1921).

Marie Nielsen voksede op i et husmandshjem i Nordsjælland. Som 14-årig kom hun ud at tjene på sin fødeegn, men tog senere til Kbh., hvor hun levede af vask og rengøring. I 1904 kom hun ind på Femmers Kvindeseminarium og gennemførte lærerstudiet for sine opsparede penge. Hun tog sin eksamen i 1908 og blev ansat ved Frbg. kommunes skolevæsen. Ved siden af det daglige arbejde var hun medlem af Frbg. værgeråd og tilsynsværge for forsømte børn. I 1912 supplerede hun sin uddannelse med en faglærereksamen i historie med speciale i det tyske socialdemokratis historie. Det var ikke nogen tilfældig interesse. Allerede i 1908 havde hun meldt sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) og i Socialdemokratiet.

Marie Nielsen var aktiv på partiets venstrefløj, som forsøgte at fastholde partiet på dets programprincipper. På kongressen i 1915 blev hun valgt som suppleant for den gamle revolutionære Gerson Trier til partiets hovedbestyrelse. Året efter forlod Trier Socialdemokratiet i protest mod beslutningen om at lade Th. Stauning indtræde som minister i den radikale regering. Marie Nielsen var den, der politisk stod Trier nærmest, og selvom hun delte hans utilfredshed med partiledelsens politik, blev det alligevel hende, der kom til at overtage hans plads i hovedbestyrelsen. Under Første Verdenskrig støttede hun den internationale opposition, som samledes med bl.a. de russiske bolsjevikker i Zimmerwald i Schweiz, og hun fik flere personlige kontakter til russiske og tyske revolutionære. Hun deltog således i det tredje Zimmerwald-møde i Stockholm i 1917 og knyttede stærke bånd til svenske venstresocialister som fx Zeth Höglund.

Den russiske revolution i 1917 og Marie Nielsens fortsatte kritik af Socialdemokratiet førte til, at hun i foråret 1918 brød med partiet og sammen med en gruppe oppositionelle faglige aktivister dannede det revolutionære Socialistisk Arbejderparti (SAP). Da partiets ugeblad Klassekampen senere samme år overgik til dagblad, fik hun orlov fra skolevæsenet for at blive dets redaktør. Hun havde en skarp pen og skrev store dele af bladet, som opfordrede til dannelse af arbejderråd i Danmark. I forbindelse med politiets skærpede kamp mod de revolutionære blev hun sammen med mange andre politisk oppositionelle arresteret i efteråret 1918 og siden idømt 18 måneders forbedringshus for artikler, hun havde skrevet i sin avis. Efter appel til Højesteret blev straffen nedsat til seks måneders almindeligt fængsel. Frbg. kommune afskedigede hende uden pension som følge af dommen, og hun måtte resten af livet leve som kontorist i sygekassen Fremtiden. Senere fik hun dog tilkendt en pension.

Marie Nielsen blev løsladt i forbindelse med amnestien for politiske fanger efter påskekrisen i 1920. Kort efter udsendte hun den anonyme pjece Er Danmark modent for Socialisering? Det var en lidenskabelig opfordring til indførelse af rådssocialisme i Danmark og en kritik af Socialdemokratiets svigt af de socialistiske holdninger. Pjecen udkom på Dansk Kommunistisk Lærerklubs Forlag. Marie Nielsen havde selv dannet lærerklubben i 1919 som den første kommunistiske organisation i Danmark. Da SAP blev opløst samme år, tilsluttede den ene fløj sig Venstresocialistisk Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Den anden fløj, som bl.a. Marie Nielsen og Martin Andersen Nexø tilhørte, gik ind i den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Som repræsentant for lærerklubben deltog hun 1920 i Kommunistisk Internationales (KI) anden kongres i Moskva. Her knyttede hun bl.a. kontakter til internationalens ledere af kvindearbejdet.

Sammen med Andersen Nexø, som havde gode kontakter til KI i Moskva, arbejdede Marie Nielsen for en sammenslutning af DKP og Fagoppositionens Sammenslutning. Det lykkedes i 1921 i form af Danmarks Kommunistiske Føderation, der imidlertid revnede året efter. I det næste halvandet år var der to kommunistiske partier i Danmark, “Blaagaardsgadepartiet”, som var tilknyttet Komintern, og “Møntergadepartiet”, som Marie Nielsen var medlem af. Midt i denne turbulente periode måtte hun rejse til Moskva for at forklare sine holdninger for Komintern. I januar 1923 blev hun ekskluderet, men 1924 genoptaget i det nye sammensluttede DKP. Fra at være en af den revolutionære bevægelses selvskrevne ledere var hun i løbet af denne proces blevet placeret i en marginal position. Hun brugte i disse år især sin tid på fagligt arbejde i sammenslutningen af oppositionelle klubber, Fagklubbernes Samvirke. 1923-24 udgav hun også tidsskriftet Kommunistisk Internationale, som Kommunistisk Internationale imidlertid selv krævede lukket, fordi hun ikke indordnede sig under partidisciplinen. Både i 1924 og 1926 var hun opstillet som folketingskandidat, dog uden at blive valgt.

Det kvindepolitiske arbejde, Marie Nielsen havde deltaget i, fik en ny drejning, da hun kom i kontakt med den kommunistiske opposition i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og den senere formand for KADs afdeling 5. ◊•Inger Gamburg. Sammen dannede de i 1925 Arbejderkvindernes Oplysningsforening, der siden skiftede navn til Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO). Marie Nielsen redigerede AOs magasin Arbejderkvindernes Oplysningsblad 1925-29 og igen 1933-34, nu under titlen Arbejderkvinden. AO adskilte sig fra andre kvindepolitiske grupper ved at have både en yderliggående faglig politik på programmet og en radikal seksualpolitik. Man krævede både en uges ferie, ligeløn og adgang til fri abort. Siden hen slog AO også til lyd for gratis prævention gennem sygekasserne. AO var den første gruppe herhjemme, som rejste det krav om abort, der i 1973 blev en realitet.

I 1927 udgav Marie Nielsen en lille bog med titlen Revolution, der indeholdt alle de artikler, hun var blevet dømt for i 1918, men undgik denne gang at blive dømt igen. Da den kommunistiske bevægelse splittedes i en strid om Stalin versus Trotskij, støttede hun sidstnævnte, og i 1929 blev hun af samme grund ekskluderet af sit parti for anden gang. Hendes position inden for det kommunistiske kvindearbejde var imidlertid for stærk til, at DKP kunne sidde hende helt overhørig, og i 1930 var hun med en delegation af arbejderkvinder på en rejse til det daværende Sovjetunionen. I 1932 blev hun på ny optaget som medlem af DKP.

AO endte med at lide skibbrud i 1934, formodentlig fordi DKPs ledelse ønskede at adskille faglig politik og seksualpolitik. Marie Nielsen ragede igen uklar med partiledelsen, dels på grund af sin modstand mod ophævelsen af den fri abort i Sovjet og den nye puritanske seksualpolitik, som fulgte, og dels fordi hun havde protesteret over for KIs ledelse mod den første af Stalins Moskvaprocesser, som bl.a. udrensede de gamle bolsjevikker. Moskva krævede hende ekskluderet for trotskisme, og i 1936 blev hun smidt ud af DKP for tredje gang. Året efter udgav hun Kampen om Trotzki, hvor hun redegjorde for sit syn på udviklingen i Sovjet.

Indtil sin død var Marie Nielsen tit plaget af sygdom, men var i den udstrækning, hun kunne overkomme det, fortsat politisk aktiv og havde forbindelse til små trotskistiske grupper i Danmark. DKP gjorde sit for at glemme hendes epokegørende indsats både som revolutionær politiker og som kvindepolitisk pioner. Hendes personlige integritet og ubestikkelighed gjorde, at hun alligevel blev husket af mange af dem, hun havde arbejdet sammen med. Radikaliteten i hendes holdninger gjorde hende til en forløber og oplagt inspirationskilde for den nye venstrefløj i 1970’erne. Et udvalg af hendes artikler blev i 1975 samlet og udgivet i bogen Revolution, og senere er bl.a. hendes brevveksling med Andersen Nexø blevet tilgængelig i bogen Venskab og revolution, 1990.

Børge Houmann og Morten Thing: Venskab og revolution, 1990. Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister, 1996. Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1975, 1978.

Privatarkiv i ABA, KB.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg os på Facebook: