Arbejdermuseet har offentliggjort en temaside om Stormen på Børsen, skrevet af Albert Scherfig. Introartikel starter således:
Radikalisering af arbejderne.
Under Første Verdenskrig opstod en splittelse i den danske arbejderbevægelse. De såkaldte syndikalister brød med den socialdemokratiske forhandlingspolitik og agiterede i stedet for revolution. Under parolen “direkte aktion” ydede de støtte til lejere, der blev sat ud af deres boliger, de saboterede hvervning af arbejdere til krigsførende nationer, og de organiserede et angreb på Børsen i København i februar 1918.
Se tidslinje for Stormen på Børsen og læs meget mere om de enkelte begivenheder
“Børsen var jo på dette tidspunkt samlingspunkt for hele den klike, der tjente tykt på krigen: børshajer, skibsredere, aktiehavere, vekselerere osv., og vi besluttede derfor, at vi en dag efter et møde ville storme Børsen, jage alle børsherrerne ud derfra og hænge et skilt op på døren, hvorpå der stod: »Spillebulen er lukket af de arbejdsløse«”
Andreas Fritzners erindringer indtalt 22. oktober 1963, Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv.
Danmark under Første Verdenskrig
Hverdagen for de danske arbejdere under Første Verdenskrig (1914-1918) var præget af høj arbejdsløshed, rationeringer på madvarer og stor brændsels- og boligmangel. Socialdemokratiet havde op til krigsudbruddet vundet større indflydelse i dansk politik. Bl.a. havde socialdemokraternes formand Thorvald Stauning fået partiets første ministerpost i 1916 i en regering under ledelse af Det Radikale Venstre.
Men store grupper af arbejdere begyndte efterhånden at organisere sig uden for partiet. De mente ikke, at den eksisterende fagbevægelses forhandlingslinje og Socialdemokratiets parlamentariske arbejde kunne løse problemerne med arbejdsløshed og mangel på basale livsfornødenheder. I stedet ville syndikalisterne basere kampen for socialismen på faglig organisering i de enkelte virksomheder og de såkaldte direkte aktioner, der kunne tage form af strejker, sabotage og boykot.
Disse arbejdere, der kaldte sig syndikalister, var revolutionære. I lyset af Den Russiske Revolution (1917) var det for alvor blevet klart, at Socialdemokratiet ikke var et revolutionært parti, og for første gang i partiets historie udfordredes dets position som arbejderklassens samlende kraft for alvor.
Læs resten af introartiklen og alle de andre mange baggrunds artikler på arbejdermuseet.dk.
